Torsdag d. 1. september 2005:

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at torsdag i sidste uge var streng, især da så klokken faldt i slag i lufthavnen. Jeg græd mine modige tårer over at skulle forlade Lars først og fremmest og dernæst med udsigt til en (troede jeg) skrækkelig flyvetur. Men det viste sig faktisk, at hvis en flyvetur overhovedet kan være hyggelig, så var det, hvad denne var. Det var fint vejr, men meget overskyet over Nordsøen. Der var minimal turbulens, og da jeg altid (oven i det for mig perverse at hænge mellem himmel og jord) har hadet at spise i et fly, var det dejligt, at der kun blev serveret drikkelse og sandwich mod betaling. Sådan er det med billigbilletterne på Sterling.
Jeg kan fortælle, at indflyvningen til Edinburgh er meget smuk. Landskabet under flyveren ser næsten dansk ud med grønne og gule marker, men som man kommer længere og længere ned og ind over land, ser man, at der er en afgørende forskel. Skotlands kyster er ikke bløde som de danske, men nærmest færøske med klippeskær og et forrevent udseende. Man ser nu også de afrundede og hvælvede brun-grønne bjerge, der ligger som bløde, men markante punkter i landskabet.
Der går bus fra lufthavnen direkte ind til Edinburgh centrum, og bussen holdt faktisk lige udenfor det hostel, jeg havde booket over nettet. Det skulle vise sig at være noget af et flop at overnatte der!
Jeg var ankommet i solskinsvejr, og i denne første lune efterårsaften tog byen sig fantastisk ud. Det der med det samme tog vejret fra mig, var synet af Edinburgh Castle (nu har jeg vænnet mig til det, men det er fascinerende). Det ligger på en høj massiv klippe (en gammel udslukt vulkan), en rigtig knudret og usleben klippe, hvorfra det troner som et andet troldeslot. Nedenfor og i skarp kontrast til slottets rå og kolde natur, ligger de velplejede Princes Street Gardens, en stor park med stier, farvestrålende blomsterbede, træer og nylakerede træbænke. Det er hertil turister og lokale valfarter og slår sig ned på bænkene eller på plænerne evt. med en picnickurv. Der er noget Tivoliagtigt over parken, bare minus forlystelserne.
I det hele taget blev jeg meget "høj" af lige pludselig bare at være her. WHAW!!! Det var som at blive sluppet fri i en slags slikbutik, hvor øjnene ikke kan blive mætte.
Det var altså en utrolig positiv overraskelse at komme herover. Med det samme kunne jeg lide byen og glædede mig til at slå mig ned her.