Mandag d. 19. september til søndag d. 25. september:

Ugen har generelt været præget af studiestart eller i hvert fald introduktion til studiestart.
Hvad angår studiet og universitetet har jeg vist sandelig fået kam til mit hår. Det har godt nok været en hård uge, hvor jeg har været ved at hejse det hvide flag et par gange. Det skyldes ikke engang de rigtige fag (jeg har valgt French Cinema dette semester og British and Irish Cinema næste semester. Dertil kommer et obligatorisk kursus i filmteori og filmkritik), men et skrækkeligt hjælpefag Research Skills and Methods. Det går ud på at lære at søge materiale elektronisk og via Main Library (Universitetsbiblioteket), og det kan såmænd være fornuftigt nok. Men kurset går i dybden med for mig meget avancerede bibliotikarteknikker som Annotated Bibliography f.eks. En Annotated Bibliography er ikke bare en litteraturliste som i DK, men en litteraturliste, hvor man meget kort og klart kritisk anmelder det enkelte værk. Det er altså ikke nok at nævne forfatter, titel, udgivelse, forlag osv., men man skal også præcist redegøre for værdien af det enkelte værk i forhold til den opgave, man har brugt værket til.

Desuden gør de sig meget i "styles" herover. Style betyder simpelthen en bestemt måde eller form, man sætter en opgave op på, citerer på, kommenterer på, angiver kilder, primær- og sekundærlitteratur på, skriver på, laver sidehoved og sidefod på osv. osv. osv.
Der er både Chicagostyle, som vistnok ligner den danske (enten er det mig der er gået totalt i stå, men jeg kan altså ikke huske, at det var så avanceret og svært at sætte sit speciale korrekt op), så er der den lille satan MLA-style, der med temmelig stor sikkerhed giver mig nervesammenbrud på et eller andet tidspunkt! MLA betyder Modern Language Association, og det er den de sværger til her!
For at det ikke skal være løgn er der også en MHRA, men jeg har det med den ligesom med hvepse; jeg løber skrigende bort!

Nå, men denne MLA er sværere end matematik hos min tidligere kollega Jan Langvad på VUC. Der er 117 måder at lave en korrekt litteraturliste på hvad enten det er med eller uden editor, kun med author, en eller flere authors and editors, osv. osv. Der er forskellige understregninger osv.
Desuden er citater også meget afhængige af flere forskellige ting, så et citat er sandelig ikke bare et citat. Desuden roder jeg rundt i cite, citation, quote, quotation, reference text, entries, periodicals (tidsskrifter) og references (ikke til udlån)
Alt skal være korrekt, og så tæller de i ord og ikke i sider. Desuden er det hele tiden essays, der som bekendt på engelsk er ganske anderledes end på dansk!

Bibliotekssystemet er noget af det mest indviklede, jeg nogensinde har set. Det er lige før, vi er tilbage ved papkortene i kartoteket, men alt er da online (næsten. Man kan f. eks ikke reservere bøger online, men må gå til skranken i Main Library, hvor man så kun kan reservere 3 bøger af gangen. Desuden bruger de stadig gummistempel med dato, men de scanner også bogen samtidig. Det er altså ligesom to systemer, et oldgammelt og et meget nyt. Man kan låne bogen on short loan i en uge, eller i en måned, men man kan ikke være sikker på at have den i en måned, hvis en anden låner reserverer den. Man kan altså aldrig vide, hvornår man må af med bogen!)

Oh ve, Oh ve- opstillingen og katalogiseringen af bøger er et mareridt. Biblioteksrummene er laaangge og lavloftede, og hylderne fortsætter og fortsætter. Hvis man drejer for mange gange rundt om sig selv og hylden, bliver man svimmel. Det anbefales også at iføre sig kortærmet bluse, da det meget hurtigt bliver varmt. Kun ved vinduerne er der lys og luft og en smuk udsigt.
Nu skal I få en smagsprøve på en bogopstilling:

PN 1998.3.D465.Beu eller 79143(44).God.Marc.

PN er af en eller anden grund den bogstavkombination megen (men ikke al) filmlitteratur står under. Så er der et nummer med et undernummer 1998.3 og så en eller anden mærkelig underkategorisering inden Beu som i dette tilfælde står for Beugnet og er efternavnet på forfatteren.
Det andet nummer refererer til en anden etage med udgivelser før 1994 (vistnok). Det er Old Loan Stock, og God. Marc. refererer til, at det er en bog om den franske filminstruktør Godard, der er skrevet af en Mc Cabe.

Ja, det er altså til at få mavesår af! I dag bevægede jeg mig ganske forsigtigt rundt og fik også lånt en del bøger. I kan jo nok tænke jer, at med et så kompliceret nummersystem, er det dødvigtigt, at bøgerne står korrekt. Desuden er nogle kategoriseringslabels på bøgerne krøllede og udtværede, så det kan være noget af en prøvelse at få sine bøger. Heldigvis har jeg fået lånerkort til National Library of Scotland (Det kongelige bibliotek), hvor bøgerne skal bestilles og ikke lånes ud. Så slipper jeg da i det mindste med blot at slå dem op i online kataloget.

Jeg beskriver det nok mere dramatisk, end det er. Det er jo altid det med at lære nye systemer og teknikker at kende. Lige pludselig er de bare blevet rutine, og sådan går det nok også her.
Men det er noget energikrævende for et gemyt som mig.

Til gengæld har de såkaldte "film screenings" været en fornøjelse.
Vi har været til to screenings; en for filmteori- og kritik og en for fransk film.
Den første screening var en kavalkade af de første film, der blev lavet fra 1895 (jo filmen er en ung kunstart) og til ca. 1910. Brødrene Lumiere fra Frankrig startede med at lave film. I begyndelsen tog de almindelige billeder af dagligdagssituationer som arbejdersker, der kommer ud fra en fabrik, folk der rejser og ankommer fra en baneperron osv. Ret hurtigt bliver de imidlertid i stand til at lave rigtige "levende billeder". Nogle mænd slår en mur ned; forestil jer, hvor stor en sensation, der må have været første gang at se billeder i bevægelse. For at gøre "murfilmen" lidt mere spændende for publikum kørte de filmen baglæns til sidst og vupti! Kom muren op at stå igen.
Nu kan dagligdagen indfanges på et helt ny måde; igen er togstationen et yndet sted, for jernbanen er jo også ret ny på dette tidspunkt.
Snart følger andre filmselskaber og filmmagere i hælene på Lumierebrødrene, der ligefrem havde en filmfabrik (tænk på Hollywood filmfabrikkerne senere). Lumierebrødrene udviklede kinematografen; et avanceret apparat, der både var optager og fremviser på en gang. Snart kunne publikum se levende billeder på et stort lærred.
Georges Melies var magiker og opfandt de første speciel effects. Han benytter sig af tricks og magi i sine film, der for øvrigt er i farver.
Melier kan starte ganske realistisk med nogle mennesker i en togvogn. Pludselig forsvinder de op i luften og ud i Universet! Her ser man så toget køre rundt om planeter og stjerner for til sidst at køre lige ind i solens mund (solen har et ansigt. Det er et menneskeansigt, der er blevet godt og grundigt indsmurt i en nærmest dejagtig masse) og snart efter kaster solen op i ild og røg og damp. Toget bliver skudt ud i verdensrummet igen, og de stakkels passagerer lander nu på et fremmed og farlig planet, hvor de må overleve, inden de atter kører ned på jorden.
Pludselig kom det meget på mode at folk forsvandt lige op i luften i en røgsky, altså en slags eksplosion.
Snart bliver man i stand til at bevæge kameraet, så man kan tage både long-shots, close-up og medium-shots. Ret hurtigt kan man nu også klippe scener sammen til en fortællermæssig helhed og lade f.eks. en løbende hund fortsætte fra billede til billede og fra scene til scene. Snart kan man filme gennem nøglehuller (gæt selv, hvor pikante film, der kan komme ud af det) og forstørrelsesglas.
Overalt er disse små og "primitive" film gennemstrømmet af humor, varme og en vis naivitet for ikke at sige erotisk vovethed (det unge par er på stranden med anstandsdame, og mens denne sover forsvinder de bag noget krat, hvor de kissemisser meget ærbart forstås. Men de har sat deres hatte i krattet med behørig afstand, så det ser ud som om de sidder op). Ofte er det instruktørens kone, familie eller kæledyr, der har hovedrollerne. Tænk på, at der ikke er tale på filmene, så det kropslige udtryk er altafgørende.
Som i filmen, hvor en fin ældre herre sidder ved bordet og spiser middag med sin nevø/barnebarn. Den halvstore dreng leger med peberbøssen, og om aftenen fylder han den gamles handsker, frakkelommer og strømper med peber. Efter at hele soveværelset snart er braset sammen pga. nyseri fortsætter løjerne ude på gader og stræder, så butiksfacader og trækvogne med varer vælter, som en bedre eksplosion i en moderne actionfilm pga. den stakkels mand, der nyser og nyser og nyser.
Eller manden der er så optaget af sin bog, at han hælder kaffe og fløde i sin hat og tager den på!
Snart efter bliver han kørt over af en damptromle og bliver helt flad i bedste Tom og Jerry stil. To mænd kommer forbi og giver sig til at pumpe manden op med en cykelpumpe!
På det tidspunkt bliver man også meget fascineret af togrøverier og i det hele taget tog i fart gennem tunneler. Mange spillefilm senere hen har næsten kopieret identiske scener Ublodige og uskyldige slagsmål og fangeflugter vinder også indpas for at give publikum spænding.

Vi screenede også en rigtig god fransk film, faktisk den første i den såkaldte Nye Bølge (når jeg får lidt mere styr på begrebet, skal jeg skrive lidt om det). I mellemtiden vil jeg henvise jer til Links sektionen på hjemmesiden, hvor I på dansk kan læse om alt det, jeg har beskrevet her.

Hvad har ugen ellers budt på? Jo, Karen rejste til Ukraine i lørdags, så jeg er alene med Olive og en masse grønne planter, som jeg har lovet at se til og vande. Det er jo næsten ligesom at passe Fie, selvom Fie er uerstattelig ved siden af den mere end kunstige Olive. Fie er i det hele taget uerstatlig og verdens sødeste kat. Jeg tror derimod, Olive er traumatiseret. Jeg har sjældent været ude for så lunefuld en kat. Den hvæser og langer poten ud og spinder aldrig! Derimod brægemjaver den på en mærkelig og, må jeg indrømme, usympatisk måde. Den kan finde på at hoppe op på bordet, hvor jeg har mine studiebøger for vel at indynde sig for i næste øjeblik at hvæse og fise ud af stuen. Jeg var derfor gerne Olive foruden, men passer hende selvfølgelig ordentligt.

Det er rart at have lejligheden for sig selv en uge. Det er jo en skøn lejlighed med den flotteste stuk på stueloftet, jeg nogensinde har set. Hele vejen rundt i kanten af loftet løber en vinranke i gips og malet gul og grøn i en meget lys tone.
Karen har et kæmpestort rundt spisebord lige ved sine stuevinduer, der næsten er panoramaruder. Jeg har udsigt lige ud til et meget højt træ, der er vokset helt op i 4. sals højde, hvor vi bor. Når det stormer, som det har gjort i dag, kommer træet næsten ind i stuen i bedste eventyrstil. Desuden bruser vinden, så det næsten larmer, for alle vinduer har et lags-glas, så der er meget lydt. Det generer dog ikke, for larmen fra vejen er minimal. Det er et roligt kvarter.

I går søndag opdagede jeg nye dejlige steder i byen. Jeg gik søndagstur sydpå ud af Bruntsfield Place, der starter lige for enden af Glengyle Terrace. Lige bagved kirken her på Glengyle Terrace og tværs over en af plænerne i parken, ligger området Bruntsfield. Bruntsfield Place er egentlig fortsættelsen på gaden Home Street, der slutter ved Glengyle Terrace, men fortsætter som Bruntsfield Place. Inde fra byen hedder den Lothian Road. Det er endnu en forskel på DK og Edinburgh- herover skifter gaderne navn tre, fire gange på den samme strækning. Det tænker man dog ikke over, og man farer ikke vild pga. det.
Gaden bliver pludselig som Strandvejen med små hyggelige butikker, brede kørebaner og flotte ejendomme (rækkehuse i tre etager med karnaplejligheder). Der er små haver foran hoveddøren med hække og buske og masser af blomsterkrukker, der stadig er friske og farvestrålende pga. det gode vejr. Bruntsfield er et velhavende kvarter. Bag Bruntsfield kommer et andet kvarter nemlig Morningside, og nu skal I prøve at forestille jer Gentofte, Bernstorffsvej osv omsat til skotske forhold. Altså gamle beigefarvede villaer med haver og store gamle træer bag rødbrune stenmure. Husene ligger typisk foran en rund indkørsel med en rund plæne og er rene palæer. Spir og krummelurer, store dobbeltbuede vinduer, spidst tag og en majestætisk egetræsdør som hovedindgang. Ned af de forskellige sideveje er der igen husmur på husmur med store træer hængende ud over. Antallet af dyre biler stiger også betragteligt; Jaguar, Mustang, Porsche kører i større antal end normalt rundt.
Ude i udkanten af kvarteret har man udsigt ud mod bjergene (vistnok Easter and Wester Craiglockhart Hills). Det svarer lidt til, at man i DK havde bjergudsigt ud mod Hvidovre (forestil jer lige det). Fra Hvidovre ville man kunne se forholdsvis fladt land igen og så pludselig bjerge ud mod Glostrup, fladt land og bjerge ud mod Høje Tåstrup. Sådan ligger bjergene fordelt med afstand imellem hele vejen ud gennem Edinburghs mange forstæder.
Jeg drejede ned ved Abbey Drive mod vest og havde nu Shandonkvarteret og Polwarth lige fremme. Også bag disse kvarterer er der bjerge. Det er store åbne kvarterer med gammel og ny bebyggelse og parker imellem. Umiddelbart den samme åbne fornemmelse og rumlighed, som findes bag Østre Gasværk i København.
For enden af Abbey Drive starter en kanal til højre. Man går ned ad en trappe og står ved kanalens bred. Hele indtrykket er en blanding mellem en Oxfordkanal fra et Inspector Morse afsnit, kanalerne ude på Christianshavn (specielt omkring Christinia) og Odense Å. Kan I forestille en mellemting mellem de tre, har I Union Canal herover. Jeg lover at tage billeder, men som sagt er det umuligt at få dem ud af kameraet og ind i computeren og videre til vores server i øjeblikket.

At gå langs kanalen var utrolig opløftende. Små turbåde og sågar husbåde holder til på vandet. Små blå broer går over kanalen flere steder, og der er ænder og gæs, som jeg ikke har set meget til, siden jeg kom herover. På The Meadows er der kun måger. Der er hyldebærtræer, brombærkrat, siv og buskads langs kanalen, der til den ene side er afgrænset af en lang stenmur, bag hvilken, der ligger en vej med huse, der har udsigt lige ud over kanalen. Til den anden side kommer der efterhånden en mere klassisk arbejderkvarterbebyggelse med en lang sammenhængende ejendom i 4-5 etager. Smalle vinduer ud mod kanalen og snævre baggårde med vasketøj. Til sidst langs Union Canal hører beboelsen op og afløses af småindustri og til sidst bagsiden af bryggeriet McEwans, som kan duftes over hele byen. Kanalen ender inde i byen, men fortsætter langt ud i de sydligste bjerge.
Det bedste er, at kanalen faktisk starter mindre end 10 minutter fra, hvor jeg bor; altså til bysiden. Herfra kan man så følge kanalen ud igen mod Polwarth osv i sydlig retning.
Jeg er afgjort meget glad for mit kvarter. Her er lys, luft, masser af grønt og fred og ro. Indtil videre har jeg ikke set noget bedre sted at bo, men jeg har jo også langt fra udforsket denne spændende by.