Mandag d. 5. september - Mandag d. 11. september

Mandag kl. 10 møder jeg op til, hvad jeg troede ville blive et kursus i Visual Culture; et slags introduktions- eller hjælpekursus til bl.a. filmstudier. Imidlertid er kurset aflyst pga. for få tilmeldinger.
Det er de meget kede af på Open Studies (Åbent Universitet), og de gør alt, hvad de kan for at yde de tre fremmødte kursister en slags service. De to andre tilmeldte er begge fra Kina, fra Bejing, og det viser sig, at de begge skal læse film. Vi skal altså gå i samme klasse. De hedder Li Wei og Jekyll ( sådan kaldes han, da det kinesiske navn er lidt for kompliceret at udtale og stave). Li Wei er en kvinde fra samme årgang som mig, Jekyll er 27.
Vi sidder altså der og falder hurtigt i snak. De er meget åbne og søde, og det samme gælder for kursuslederen Martine Pierquin, der er utrolig venlig overfor os og i stedet introducerer os til hele universitetsområdet. Vi bruger hele formiddagen på at se på biblioteket, institutkontoret, samt den nærmeste butik hvor man kan leje, eller købe film billigt. Martine viser os bøger der er relevante for studiet osv., osv. Vi møder også personalet i universitetets egen filmsamling og ser de laboratorier/screeningsrum, hvor man i grupper eller individuelt kan se og arbejde med film.
Om eftermiddagen møder vi David Wingrove, som vi skal komme til at tilbringe flere timer med de kommende uger. David skulle have undervist på det nedlagte kursus om eftermiddagen. I stedet aftaler vi tre med ham, at vi får en række privatundervisningstimer til en billig penge på den lille sprogskole i New Town, hvor han arbejder.
David er både filmkritiker og journalist og underviser også udlændinge i engelsk, så han er den rette mand til os.

Om onsdagen møder vi ham i Filmhouse og følges ad til Oxford Terrace, hvor han underviser. Den lille sprogskole, der ligger i en kælderlejlighed med have, ledes af Francois; en pilskaldet franskmand med søde brune (hunde)øjne og er et meget venligt og stille væsen. Francois tusser rundt i fedtlæderstøvler og fodboldtrøje og laver altid en eller anden form for varm mad nede i det store køkkenalrum, der ligger et niveau længere nede end lejligheden. Der er også en lille have der domineres af skolens sorte og overfodrede kat; det er en hunkat, der er meget kælen, blank som skosværte og konstant vil have opmærksomhed.
Desuden er der et musikrum med et stort flygel, guitar og forskellige andre instrumenter, badeværelse, et lille computerrum til fri afbenyttelse. Privatundervisning ser ud til herover at være mere udbredt end derhjemme, og med kun tre studerende som os, får vi virkelig den fulde opmærksomhed.
Flere gange i den uge og i ugen der kommer, mødes vi med David på skolen og bliver introduceret til studiets terminologi og ser forskellige filmklip i relation til et bestemt emne, til analyse osv. Vi ser to sekvenser (flere scener sammen) første gang af Alfred Hitchcocks Vertigo (En kvinde skygges) og Brian de Palmas Dressed to Kill (Klædt på til mord). De Palma er på mange måder en moderne Hitchcock, der dog er meget mere åbenlys og direkte i sit filmsprog og sine virkemidler end Hitchcock.
De følgende gange ser vi klip fra Picadilly en stumfilm fra 1929 og sammenligner den med Shanghai Train fra 1990'erne for at fokusere på det eksotiske; når Vesten visualiserer Østen, som det sker i Picadilly, der har en amerikansk-kinesisk skuespillerinde som hovedperson, og når Østen vil imitere Vesten som i Shanghai Train.
Vi taler om ikoner og ser klip fra Gentlemen prefer blondes fra 1953 og sammenligner den med et tilsvarende klip fra Madonnas Material Girl.
Vi ser på, hvordan film kan forudsige nutiden eller være meget nutidige trods en alder på over 40 år og ser i den forbindelse en del af La Dolce vita fra 1960 af Federico Fellini.
Den foreløbig sidste gang vi mødes ser vi komedier; Easy Living fra 1937 og Midnight fra 1939. Vi taler om forskellen på visuel comedy and verbal comedy. Den ene er groft sagt morsom ved at vise en masse handling, en masse falden- på-halen komedie (deraf også navnet slap stick ) og den anden form er mere sofistikeret, fordi det morsomme ligger i, hvad der bliver sagt og antydet.