Fredag d. 2. september 2005:

Jeg har sovet elendigt. Der har været larm og skrig og skrål den halve nat på gangen, og personalet (hvoraf en sover inde på gæsteværelserne!) har ikke gjort noget ved det. Bare et af mange tegn på dette hostels ualmindelige lousy kvalitet. Desværre kommer jeg ikke til at finde "verdens bedste hostel" før flere dage senere. ØV!
Jeg skal møde Karen kl. 10 på Glengyle Terrace og er meget spændt og en lille smule nervøs. Jeg er virkelig på den, hvis jeg ikke får værelset, da jeg ikke har noget alternativ.
Jeg finder nemt stedet, og parken The Meadows er virkelig tiltrækkende; store grønne plæner (uden hundelorte! Herover tager hundeluftere virkelig begrebet hundeposer seriøst) gennemskåret af gå- og cykelstier og omkranset af alleer og masser af træer. Rundt om i parken er der legepladser, og kvarteret Bruntsfield og Marchmont afgrænser parkerne mod sydøst med deres lange rækker af georgianske huse; brunbeige, med karnapper og spir. Nogle ligner små slotte. Kvarteret her svarer måske til Hellerup ud mod parkerne, men mod vest og nord, ud mod Home Street, ligner kvarteret en blanding mellem Østerbro og Indre Nørrebro.
Karen er en meget venlig og mild kvinde, der har huset fuldt af søn og børnebørn. Der er også en hoven kat Olive, der på nuværende tidspunkt om end modstræbende har accepteret mig, selvom vi aldrig bliver på kælefod.
Karens store(herskabs) lejlighed har afhøvlede gulve i lyst træ, masser af grønne planter, store farvestrålende sofaer med kulørte bomuldspuder, afsyrede møbler, masser af bøger (skøn- kunst- arkitektur- historie), farvede kludetæpper, moderne kunst på væggene- havde jeg forventet "noget typisk engelsk" med blomstrede tapeter og flæsemøbler, kunstige kaminer og lampetter kan jeg godt tro om igen. Dette er et meget dansk/skandinavisk hjem. Det eneste, der faktisk viser, at jeg befinder mig et andet sted er de runde håndtag på dørene og de store rektangulære vinduer- todelt på midten, med sammenklappede skodder, jeg først troede var små skabe og med skub- op rude i nederste del af vinduet (pas på ryggen, sådanne skub op vinduer kan næsten gro fast- desuden er rammerne gamle og småskallede og vinduerne et lags glas. Termoruder eller klapvinduer af plastic findes især i nyere bygninger, men i disse gamle ejendomme må man leve med "den naturlige ventilation" så frem med sokkerne og den uldne sweater)
Her er rigtig hyggeligt, lidt smårodet og meget uhøjtideligt, og det kan absolut ikke være bedre. Tænk sig om Karen havde lidt af rengøringsvanvid og forlangt alt pudset og poleret i tide og utide.
Der er ankommet to papkasser med tøj og ting fra Danmark, så jeg vil "make arrangements" med postvæsenets pakkeservice om levering af de andre tre kasser.
Parcelforce som det hedder ligger langt pokker i vold i et ydre industrikvarter ude i noget, der hedder Sighthill. Der er SÅ langt derud, men jeg begynder optimistisk at gå, for jeg tænker, at nu får jeg straks set de mere usexede dele af Edinburgh.
Jeg går og går og går og går, og kommer igennem de langt mere fattige og beskedne kvarterer af byen. Jeg starter på Dalry Road. Her har folk tydeligvis ikke mange penge at gøre godt med. Især pensionisterne gør et anløbent og lidt forhutlet indtryk i deres slidte og gammeldags cottoncoats, nederdele og tweedbukser. Der er mange med krykker, med ortopædiske sko, med synlige fysiske og psykiske handicaps. Der er, som jeg bevæger mig frem, mange unge mødre (under 20) med et eller flere børn i klapvogn, med bleg og nogen gange eksempræget hud, med affarvet falmet langt hår i hestehale, med ekstremt snævre lavtaljede bukser og småstumpet bluse; desværre er her mange (og det gælder allesteder) der er ekstremt blegfede og usunde at se på. Er der et fedmeproblem på vej i Danmark er det endnu mere udbredt herover.
Kvarteret er uden de store fancy dyre forretninger på Princes Street. Det ligner meget de små og store gader på Indre og Ydre Nørrebro, med små bikse med elektronik og mekanik, små cafeer og coffeshops, små tøjbutikker, grønthandlere, enkelte store forretninger a la Snehvide/Punkt 1, masser af genbrugsbutikker, supermarkeder, små sidegader med pæne men mere beskedne og falmede lejlighedsejendomme (ofte kun i 2-3 etager, lavhusbyggeri er meget udbredt i byen og giver en harmonisk bygge- og facadelinie de fleste steder).
Jeg kommer så ud i Stenhousekvarteret, hvor de store indfaldsveje til Edinburgh begynder. Stenhouse består af en masse rækkehuse i to etager, med hvidpudsede mure eller i gasbeton. Der er små haver foran husene, og der bor tydeligvis mange pensionistpar. Måske kan kvarteret minde lidt om det, Onslow og Mina fra "Fint skal det være" bor i. En anden oplagt sammenligning er også kvarteret omkring Vigerslev i Valby, især omkring Vigerslev Kirke.
Et pænt men meget beskedent kvarter. Går man ind i kvarteret er der hække, haver, sideveje, en lysegul malet kommuneskole, små rundkørsler med små kiosker og en lille lokal slagter med kø helt ud på vejen.
Længere ude langs indfaldsvejene er der udsigt til bjerge mod begge sider. Der er marker og skov op ad bjergskråningerne og til den ene side breder et idyllisk boligkvarter sig helt op ad bjergsiden. Langt ude for foden af bjergene ligger vandet, som Edinburgh næsten hele vejen rundt er åben ud imod.
Der kommer dyrere kvarterer med ejerboliger, to etages rækkehuse med garage til to biler og en frimærkehave foran. Stilen er lidt a la Holmen med gule mursten kombineret med grå væg, franske altaner, indlagt whiskeyfarvet træ i facaden. Det er flot, men det ligger måske lidt tæt på de ret støjende indfaldsveje.
Straks derefter igen en kontrast, hvor noget der kunne ligne et dansk forstadsindkøbscenter dukker op. Der er rundkørsler, store reklameskilte, et stort indkøbscenter kombineret med en masse firmabygninger og uddannelsesinstitutioner rundt omkring. Dele af Edinburghs Napier University ligge herude og der er også et stort kollegium i mange etager. Yderst ude aner jeg nu industrikvarteret med masser af garager, værksteder, godsterminaler, transportlagre osv, osv. Det er her, jeg skal hen, og der er ikke spor skummelt nu ved dagslys, men måske nok om natten.
Først skal jeg passere hvad må være en af verdens grimmeste boligblokke (passer ikke, de er set værre i Kina og Østeuropa), en stor firkantet kolos i 10-16 etager i en blanding af rustent jern, revnet beton, sortmalet træværk, overalt er der revner og fugtskader, og det ser ud som om hele bygningen balancerer på et par skrøbelige piller af beton og jern. Den ligesom svæver skævt i luften.
Heldigvis vil Parcelforce komme igen med de resterende pakker, så jeg kan tage bussen de mange kilometer tilbage til centrum (busser er forholdsvis billige 80 pence (svarer til ca. 8,50 kr. )for de første ni zoner og 1 pund (11 kr.)udenfor.