Fredag d. 2. september 2005:
Jeg har sovet elendigt. Der har været larm og skrig og skrål
den halve nat på gangen, og personalet (hvoraf en sover inde
på gæsteværelserne!) har ikke gjort noget ved det.
Bare et af mange tegn på dette hostels ualmindelige lousy kvalitet.
Desværre kommer jeg ikke til at finde "verdens bedste hostel"
før flere dage senere. ØV!
Jeg skal møde Karen kl. 10 på Glengyle Terrace og er
meget spændt og en lille smule nervøs. Jeg er virkelig
på den, hvis jeg ikke får værelset, da jeg ikke
har noget alternativ.
Jeg finder nemt stedet, og parken The Meadows er virkelig tiltrækkende;
store grønne plæner (uden hundelorte! Herover tager hundeluftere
virkelig begrebet hundeposer seriøst) gennemskåret af
gå- og cykelstier og omkranset af alleer og masser af træer.
Rundt om i parken er der legepladser, og kvarteret Bruntsfield og
Marchmont afgrænser parkerne mod sydøst med deres lange
rækker af georgianske huse; brunbeige, med karnapper og spir.
Nogle ligner små slotte. Kvarteret her svarer måske til
Hellerup ud mod parkerne, men mod vest og nord, ud mod Home Street,
ligner kvarteret en blanding mellem Østerbro og Indre Nørrebro.
Karen er en meget venlig og mild kvinde, der har huset fuldt af søn
og børnebørn. Der er også en hoven kat Olive,
der på nuværende tidspunkt om end modstræbende har
accepteret mig, selvom vi aldrig bliver på kælefod.
Karens store(herskabs) lejlighed har afhøvlede gulve i lyst
træ, masser af grønne planter, store farvestrålende
sofaer med kulørte bomuldspuder, afsyrede møbler, masser
af bøger (skøn- kunst- arkitektur- historie), farvede
kludetæpper, moderne kunst på væggene- havde jeg
forventet "noget typisk engelsk" med blomstrede tapeter
og flæsemøbler, kunstige kaminer og lampetter kan jeg
godt tro om igen. Dette er et meget dansk/skandinavisk hjem. Det eneste,
der faktisk viser, at jeg befinder mig et andet sted er de runde håndtag
på dørene og de store rektangulære vinduer- todelt
på midten, med sammenklappede skodder, jeg først troede
var små skabe og med skub- op rude i nederste del af vinduet
(pas på ryggen, sådanne skub op vinduer kan næsten
gro fast- desuden er rammerne gamle og småskallede og vinduerne
et lags glas. Termoruder eller klapvinduer af plastic findes især
i nyere bygninger, men i disse gamle ejendomme må man leve med
"den naturlige ventilation" så frem med sokkerne og
den uldne sweater)
Her er rigtig hyggeligt, lidt smårodet og meget uhøjtideligt,
og det kan absolut ikke være bedre. Tænk sig om Karen
havde lidt af rengøringsvanvid og forlangt alt pudset og poleret
i tide og utide.
Der er ankommet to papkasser med tøj og ting fra Danmark, så
jeg vil "make arrangements" med postvæsenets pakkeservice
om levering af de andre tre kasser.
Parcelforce som det hedder ligger langt pokker i vold i et ydre industrikvarter
ude i noget, der hedder Sighthill. Der er SÅ langt derud, men
jeg begynder optimistisk at gå, for jeg tænker, at nu
får jeg straks set de mere usexede dele af Edinburgh.
Jeg går og går og går og går, og kommer igennem
de langt mere fattige og beskedne kvarterer af byen. Jeg starter på
Dalry Road. Her har folk tydeligvis ikke mange penge at gøre
godt med. Især pensionisterne gør et anløbent
og lidt forhutlet indtryk i deres slidte og gammeldags cottoncoats,
nederdele og tweedbukser. Der er mange med krykker, med ortopædiske
sko, med synlige fysiske og psykiske handicaps. Der er, som jeg bevæger
mig frem, mange unge mødre (under 20) med et eller flere børn
i klapvogn, med bleg og nogen gange eksempræget hud, med affarvet
falmet langt hår i hestehale, med ekstremt snævre lavtaljede
bukser og småstumpet bluse; desværre er her mange (og
det gælder allesteder) der er ekstremt blegfede og usunde at
se på. Er der et fedmeproblem på vej i Danmark er det
endnu mere udbredt herover.
Kvarteret er uden de store fancy dyre forretninger på Princes
Street. Det ligner meget de små og store gader på Indre
og Ydre Nørrebro, med små bikse med elektronik og mekanik,
små cafeer og coffeshops, små tøjbutikker, grønthandlere,
enkelte store forretninger a la Snehvide/Punkt 1, masser af genbrugsbutikker,
supermarkeder, små sidegader med pæne men mere beskedne
og falmede lejlighedsejendomme (ofte kun i 2-3 etager, lavhusbyggeri
er meget udbredt i byen og giver en harmonisk bygge- og facadelinie
de fleste steder).
Jeg kommer så ud i Stenhousekvarteret, hvor de store indfaldsveje
til Edinburgh begynder. Stenhouse består af en masse rækkehuse
i to etager, med hvidpudsede mure eller i gasbeton. Der er små
haver foran husene, og der bor tydeligvis mange pensionistpar. Måske
kan kvarteret minde lidt om det, Onslow og Mina fra "Fint skal
det være" bor i. En anden oplagt sammenligning er også
kvarteret omkring Vigerslev i Valby, især omkring Vigerslev
Kirke.
Et pænt men meget beskedent kvarter. Går man ind i kvarteret
er der hække, haver, sideveje, en lysegul malet kommuneskole,
små rundkørsler med små kiosker og en lille lokal
slagter med kø helt ud på vejen.
Længere ude langs indfaldsvejene er der udsigt til bjerge mod
begge sider. Der er marker og skov op ad bjergskråningerne og
til den ene side breder et idyllisk boligkvarter sig helt op ad bjergsiden.
Langt ude for foden af bjergene ligger vandet, som Edinburgh næsten
hele vejen rundt er åben ud imod.
Der kommer dyrere kvarterer med ejerboliger, to etages rækkehuse
med garage til to biler og en frimærkehave foran. Stilen er
lidt a la Holmen med gule mursten kombineret med grå væg,
franske altaner, indlagt whiskeyfarvet træ i facaden. Det er
flot, men det ligger måske lidt tæt på de ret støjende
indfaldsveje.
Straks derefter igen en kontrast, hvor noget der kunne ligne et dansk
forstadsindkøbscenter dukker op. Der er rundkørsler,
store reklameskilte, et stort indkøbscenter kombineret med
en masse firmabygninger og uddannelsesinstitutioner rundt omkring.
Dele af Edinburghs Napier University ligge herude og der er også
et stort kollegium i mange etager. Yderst ude aner jeg nu industrikvarteret
med masser af garager, værksteder, godsterminaler, transportlagre
osv, osv. Det er her, jeg skal hen, og der er ikke spor skummelt nu
ved dagslys, men måske nok om natten.
Først skal jeg passere hvad må være en af verdens
grimmeste boligblokke (passer ikke, de er set værre i Kina og
Østeuropa), en stor firkantet kolos i 10-16 etager i en blanding
af rustent jern, revnet beton, sortmalet træværk, overalt
er der revner og fugtskader, og det ser ud som om hele bygningen balancerer
på et par skrøbelige piller af beton og jern. Den ligesom
svæver skævt i luften.
Heldigvis vil Parcelforce komme igen med de resterende pakker, så
jeg kan tage bussen de mange kilometer tilbage til centrum (busser
er forholdsvis billige 80 pence (svarer til ca. 8,50 kr. )for de første
ni zoner og 1 pund (11 kr.)udenfor.