Mandag d. 23. januar - Søndag d. 29. januar

Så blev spændingen omsider udløst, da vi fredag d. 27. januar fik vores essays tilbage. Eller rettere, vi fik 15 minutter hver på Dr. Dorota Ostrowskas kontor, og der kunne vi se opgaverne, kommentarerne, karaktererne og spørge og diskutere, men vi blev beværtet med Mozartkugler. Der var stil over det, og det var en utrolig dejlig og respektfuld måde at møde os på. Tak til Dorota for det.
Jeg fik 64 % i begge opgaver, og det svarer til bogstavet B, der igen vistnok svarer til et sted mellem 9-10 på den danske karakterskala. Det britiske system er svært at overføre direkte til det danske, men det skulle passe nogenlunde. At få A (mellem 70-100 %, 80 % er helt usædvanligt, og 100 % gives aldrig) svarer så til at få 11-13. Siden der aldrig gives 100 % svarer det til, at der skulle være 13+ eller mere på den danske karakterskala, da vi jo bruger 13-tallet. Så tre i klassen (Matt, Dean og Alex) opnåede at få 11-13, men de er også skrappe. Har du mod på det, kan min færdige opgave læses her.

Om søndagen eller rettere om lørdagen var det kinesisk nytår, og vi blev alle inviteret til dumplingparty hos Sasha i Marchmont, lige over på den anden side af The Meadows, 5 minutter fra mig. Det var så hyggeligt. Vi lavede dumplingerne sammen, og der var masser af snak og grin, og alle var i strålende humør og lettede over opgaverne. Se under fotosektionen, og I vil finde billeder af de fleste af mine studiekammerater.
Dumplings laves af en gærdej, der trykkes ud i runde skiver. Skiverne fyldes med hakket kød tilsat fintsnittet porrer, løg og forskellige krydderier. Det er ikke en stærk ret, men det opvejes lidt af de fintsnittede og fintstegte grøntsager, der serveres til. Det er gulerødder og porrer med citronpeber og chili.

Jeg lovede sidst at fortælle lidt om nogle af de kvarterer herover, der minder om Nørrebro og Vesterbro før saneringerne eller rettere byfornyelserne. Kvartererne ligger som små enklaver mellem nybyggeri og veje. Der kan være grimme betonhøjhuse i baggrunden for et lille bitte kvarter med små aflukkede veje, hvor rækkehuse i to etager med karnap og små frimærkshaver og fuglesang tager sig ud lidt et slags Kartoffelrækkerne. Pludselig brydes det hele af et butikscenter a la Næstved Storcenter eller Føtex i Sundby.
Inde mod bymidten igen kan man lige pludselig befinde sig på en stor bred boulevard Regent Road med udsigt ned over Waverly Bridge og Calton Hill (se billedserie i fotosektionen), med store klassicistiske bygninger med søjler og relieffer. Vejene snor sig på siden af en klippe i flere lag, så man har byen både nedenunder sig og oppe over sig. Op af klipperne gror der buske og træer, og vejene højere oppe afskærmes af stengærder. Sådan er Edinburgh konstant en by af nyt og gammelt, kontraster, højder og dybder, lys og skygge, oppe og nede.
Specielt i området omkring Leith Walk (jeg lover på et tidspunkt at tage billeder) findes gader, der minder om en blanding af Øresundsvej, Huset på Christianshavn og Elmegade/Indre Nørrebro i 1980'erne, altså før de mange cafeer og bygningsrenoveringerne kom til. Her finder man små skomagere, købmænd, bilværksteder osv. i stueetagen og vaskerier, hvor de to vaskeridamer sladrer lystigt med kunderne. Vaskeridamerne har grønne kitler på og holder øje med vaskemaskinerne osv.
Der findes også rigtige damefrisører i området, hvor de ældre damer sidder under store tørrehjelme og salonen ejes af en yngre damefrisør med langt lyst og måske bleget hår.
Det er ikke her de hippe studentercafeer og pubber ligger. Området er meget blandet med mange folk fra Indien og Pakistan, et utal af indiske og pakistanske grøntforretninger, bagerier og restauranter og rigtig mange kinesiske og thai restauranter. Kort sagt; Leith Walk området minder om det gamle Vester og Nørrebro, men mit område minder om Østerbro og Hellerup.
Dette kan nok godt virke lidt abstrakt, men vent til der kommer billeder med.
Så snart jeg får lejlighed til det, tager jeg nogle fotoserier af de områder, jeg her har talt om.